Lad os udvikle en grønlandsk behandlingsmodel

Af Bo Martinsen, Kandidat til Inatsisartut for Demokraatit

Alkoholmisbrug er et stort problem herhjemme. Familier bliver revet fra hinanden, og alkoholmisbrug er medvirkende til, at børn over hele landet bliver udsat for omsorgssvigt af de mennesker, der egentlig burde passe på dem. Det er grusomt.

Det er derfor vigtigt, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at bekæmpe og forebygge alkoholmisbrug. Denne kamp vil give et bedre liv til en masse nuværende alkoholikere og ikke mindst til alkoholikernes nærmeste pårørende.

Jeg ser gerne, at alkoholbehandlingen bliver langt mere effektiv end den er i dag, da det er min mening, at behandlingen af folk med afhængighed i en længere årrække kørt fuldstændigt ad H… til for nu at tale lige ud af posen. Det må være tid til at ændre dette nu. Vi har som land valgt at kigge på et af de dårligst stillede lande hvad angår misbrug af alkohol og hash og så taget deres behandlingsmodel til os. Hvad er alverden er det, der har fået vores system til at tro at en behandlingsmetode, der så åbenlyst ikke virker i Danmark, vil virke herhjemme?

Lad os da i stedet vende blikket mod Island i vores bestræbelser på at finde en grønlandsk behandlingsmodel. Før år 2000 var der store misbrugsproblemer i Island, men den udvikling er blevet vendt – ikke mindst fordi man har fokuseret på forebyggelse. I Island er det over de sidste 20 år lykkes at mindske unges brug af alkohol og rusmidler til næsten ingenting. Det har man gjort ved en række tiltag kaldet ’Den Islandske Model’. Modellen er en forebyggelsesindsats, som løftes i fællesskab af politikere, forældre og praktikere fra blandt andet uddannelsesinstitutioner. Og de målbare resultater er imponerende. I 1998 var det sådan, at 42 procent af de islandske unge havde været fulde inden for de sidste 30 dage. I 2016 var det tal faldet til 5 procent.

Lad os dog tage den succesfulde islandske behandlingsmodel til os og gøre brug af de ting vi kan bruge samt tilføje hvad der vil passe til vores land og befolkning, så den kommende misbrugsbehandlingsstrategi passer perfekt til den grønlandske levevis. Lad os sammen løfte i flok, så vi for alvor kan bekæmpe misbrug og afhængighed og derved også komme omsorgssvigt af børn og unge til livs.

Lad os sammen fremstå som nye eksempler for resten af verden og bygge den grønlandske model.