VALGPROGRAM
Et stærkt privat erhvervsliv gør landet rigere
Efter en årelang kamp lykkedes det endelig for Demokraatit at skabe flertal for en sænkning af selskabsskatten i den netop overståede valgperiode. Det er vi selvsagt glade for, men vi betragter det kun som det første skridt på vejen. Selskabsskatten skal sænkes yderligere, så den for alvor bliver konkurrencedygtig i forhold til selskabsskatten i andre lande.
Det er det private erhvervsliv, der skal være den helt afgørende motor for at sikre en økonomi, der gør det realistisk at tale om politisk selvstændighed. Og her er det så heldigt, at vi fra naturens side er blevet udstyret med gode forudsætninger for at skabe rammerne for et blomstrende og givende privat erhvervsliv.
Vi har et hav fyldt med fisk og skaldyr, vi har råstoffer i undergrunden og vi har en unik og enestående natur. Disse naturgivne gaver giver os en naturlig mulighed for at tjene gode penge inden for fiskeri, råstofindustri og turisme. Jo bedre forudsætninger vi skaber for de tre områder, jo større succes får de, og jo stærkere bliver hele landet. Og da succes avler succes, vil et stærkt fiskeri, en stærk turismesektor og en stærk råstofindustri skabe arbejdspladser og vækst i andre brancher. Det vil skabe et stærkere Grønland, og det være med til at skabe forudsætningen for den selvstændighed, vi alle ønsker.
Vi skal sikre stabile og optimale betingelser for de erhverv, der som fiskeriet, turismen og råstofindustrien er afgørende for vores økonomiske velstand. Et stærkt erhvervsliv gør hele landet rigere, og er dermed en meget vigtig forudsætning for, at vi på sigt kan opnå den selvstændighed, vi alle ønsker.
Det offentliges vigtigste opgave er at skabe nogle rammer, der tilgodeser den kreativitet og idérigdom, der er i samfundet frem for at begrænse den med alle mulige unødvendige bureaukratiske regler. De private virksomheder skal have mere frihed til at fokusere på deres forretningsområder, og de skal have nogle sikre vilkår at drive deres forretning på, så de via konstant udvikling og innovation kan skabe flere arbejdspladser, mere vækst og dermed mere velstand.
Her anser Demokraatit det for ekstremt vigtigt, at vi som samfund ligger ressourcer og kræfter i at understøtte iværksætteri. Vi har brug for flere iværksættere med kreativitet og gode idéer. En god idé kan blive til en sprudlende virksomhed, der kommer hele samfundet til gavn ved skabelse af vækst og arbejdspladser. Det kræver flid og hårdt arbejde, men det er også en lærerig og personlig rejse, der kun styrker en som menneske. Det er ikke alle, der er skabt til det boglige og til de mere traditionelle uddannelsesveje. Men det er vores påstand, at enhver person kan få gode idéer og med hårdt arbejde, gå-på-mod og et innovativt tankesæt få skabt sig en levevej. der giver mening for en selv. Vi vil derfor have mere fokus på iværksætteri og på hvordan vi kan få flere mennesker til at tro på egne evner og til at tilegne sig det fornødne mod til at gøre gode idéer til virkelighed.
En af de vigtigste forudsætninger for at erhvervslivet vil investere i Grønland, er at vi kan give investorerne en sikkerhed for, at deres penge ikke vil være spildt. Vi skal altså give dem nogle faste og sikre rammer, og vi skal ikke ændre på dem hele tiden alt efter hvilken vej, de politiske vinde blæser. For eksempel:
Vi skal føre en stabil og troværdig råstofpolitik, så vi sender et signal til investorerne om, at Grønland er et sikkert og troværdigt sted at foretage langsigtede investeringer i. Alene derfor er det vigtigt, at vi i denne valgperiode har været aktive i forhold til at give efterforskningstilladelser, udvindingstilladelser og sat høringsprocesser i gang i forhold til kommende projekter. Demokraatit kommer ikke til at ryste på hånden. Hvis det vurderes, at et råstofprojekt ikke er sundheds- eller miljøskadeligt, så vil projektet få grønt lys til at gå i gang. Vi kommer ikke til at deltage i et koalitionssamarbejde, hvor man ikke tør træffe vigtige beslutninger på baggrund af frygt for det uvisse.
Det vil vi gøre
– Sænke selskabsskatten til 20 procent
– Udarbejde en analyse, der skal klarlægge omfanget af indirekte subsidier til erhvervslivet med henblik på at omlægge disse til direkte støtte eller fjerne dem helt.
– Sikre at alle former for tilskud til erhvervslivet er tidsbegrænsede, så virksomheder ikke udelukkende overlever som følge af offentlig støtte.
– Sikre, at det bliver mere attraktivt for lokale at drive virksomhed i turismeindustrien.
– Iværksætteri skal introduceres for vores børn og unge allerede i folkeskolen.
– Styrke vores rådgivningsindsats for iværksættere gennem Innovation Greenland

