VALGPROGRAM
En ny fiskerilov skal tilgodese både fiskerne og resten af samfundet
Fiskeriet er det vigtigste og mest indbringende erhverv, vi har. Og sådan skal det gerne blive ved med at være. Det er derfor vigtigt, at vi hele tiden udvikler fiskeriet og gør det mere effektivt, så vi kan tjene så mange penge som muligt. I den forbindelse er vi nødt til at understrege, at fiskeripolitikken skal adskilles fra social- og beskæftigelsespolitikken. Vi skal væk fra tankegangen om, at eksempelvis fiskefabrikker skal placeres steder med høj arbejdsløshed for at understøtte beskæftigelsen til pågældende sted. Fiskefabrikker skal placeres de steder, hvor det giver bedst mening i forhold til indhandling og eksport. På den måde kan vi tjene flere penge, der kan bruges på mere og bedre velfærd eller skattelettelser.
Vi skal have en fiskerilov, der gavner – og ikke skader – landet. Vi har i den forgangne valgperiode været med til at nedsætte en fiskerikommission, der meget snart kommer med sine anbefalinger til en ny fiskerilov. Det er vigtigt, at vi fra politisk side grundigt nærstuderer disse anbefalinger og bruger disse som udgangspunkt for et nationalt kompromis om en ny fiskerilov.
For Demokraatit er det dog vigtigt at understrege vigtigheden af at lytte til fiskerne og deres erfaringer. Det er essentielt, at den kommende fiskerilov bliver realistisk og funderet i virkelighedens verden, så den ikke kun ser godt ud på papir. Vi må derfor ikke vedtage en endelig lov uden grundig partshøring hos fiskerne og fiskernes organisationer.
Det er dog samtidig vigtigt at gøre sig klart, at alle ikke vil blive 100 procent tilfredse med den kommende fiskerilov. Vi er nødt til at finde et fornuftigt kompromis mellem fiskernes og samfundets interesser. I den forbindelse er det vigtigt for Demokraatit at understrege, at vi har en enorm respekt for den viden om fiskebestande, som fiskerne har. Og det samme gør sig gældende i forhold til fiskernes viden om, hvordan der kan fiskes effektivt og bæredygtigt
Både kvotesystem og afgiftssystem skal i en ny fiskerilov indrettes sådan, at både samfundet og erhvervet bliver tilgodeset. Fiskeriet er så vigtigt et erhverv for os, at vi ikke må bruge det til at spille hasard med landets økonomi.
Vi skal give vores fiskere stabile vilkår. For eksempel skal der være en garanti for, at tildelte kvoter ikke pludselig bliver trukket tilbage. Hvis ikke den garanti er der, er der ingen bank, der vil låne millioner af kroner ud til finansieringen af nye, effektive fartøjer.
Det vil vi gøre
– Kæmpe for at få vedtaget en ny fiskerilov, der tilgodeser både fiskernes og samfundets interesser.
– Der skal indføres flere individuelle omsættelige kvoter inden for fiskeriet. Det vil øge fleksibiliteten og det vil især gøre det muligt for de dygtige fiskere at ekspandere – og dermed øge indtjeningen både for den enkelte og for landet som helhed.

